El
(Alnus)

Billede

Det fordringsløse træ

En el kan enten være en busk eller et træ. Ellen gør ikke meget væsen af sig, men er til gengæld fordringsløs og hurtigtvoksende, alt efter hvilken art man vælger. Derfor anvendes den ofte i nybeplantninger i parker og større grønne områder.

El er en af de mest kraftfulde pionerplanter der findes. Den er almindelig i den nordlige halvkugles tempererede zoner. Her vokser den i fugtige skove, ved strande og vandhuller. Den findes også ved Alpernes trægrænse, hvor den danner tætte bestande og giver beskyttelse mod laviner og skred.


Rakler og kogler

I hele verden findes der 27 arter. Kun en af disse, Alnus jorullensis, vokser i Mellem- og Sydamerikas bjergegne. El tilhører birkefamilien (Betulaceae) og har i lighed med sine slægtninge avnbøg, birk og hassel blomster, der bestøves af vinden. Om foråret vokser hanblomsterne ud til lange rakler. De hunlige blomster er små, kompakte og mindre påfaldende. De danner små kogler - grønne om foråret, mørkebrune om efteråret - der, når de er modne, åbner sig og slipper de små, noget fladtrykte nødder ud.

 

Lys: Sol - halvskygge
Blomstring: Marts - juni Højde: 2,5 - 20 m. afhængig af art
Jord: Næsten alle jorde
 

Nøjsomt prydtræ

Den europæiske el vokser enten som busk eller træ. Landskabsarkitekterne værdsætter ellens enorme voksekraft, udholdenhed og nøjsomhed. Den egner sig til alle arealer der skal tilplantes. Uanset om det er til nyetablerede gader eller motorveje, der skal smelte sammen med landskabet, slaggebjerge, nye beboelser eller offentlige anlæg, der skal forskønnes, så tilpasser ellen sig meget hurtigt. I haver og parker, hvor der stilles større krav til træer og buskes prydværdi, spiller den en mindre vigtig rolle. Den beskedne el kan hverken prale med en smuk blomstring eller smukke efterårsfarver.

Plantedoktoren

El er et meget modstandsdygtigt træ, som sjældent rammes af sygdomme. Af og til dog meldug, heksekoste eller krusesyge. Da det ikke truer træet, er det ikke nødvendigt at bekæmpe disse sygdomme.

Hjertebladet el

Hjertebladet el (Alnus cordata) trives ligeså godt på tørre som på våde jorde. Det er et lille træ, 10-15 meter højt, der springer ud tidligt om foråret og kan derfor skades af frosten. Særlig karakteristisk er de hjerteformede, svagt takkede blade og de store, op til 3 cm lange kogler. Hjertebladet el foretrækker en mineralrig jord og den tåler kalk. På andre voksesteder uanset om det er tørt eller for fugtigt, bliver den busklignende. Den er ikke følsom overfor luftforurening og derfor velegnet i bymiljøer.

Billede

Rødel, Alnus glutinosa.

tips
Elbuske

En af de mindste el-arter er grønel (Alnus viridis). Den bliver ikke højere end 2 m og er glimrende som vildtvoksende hække og til grupper af buske. Grønel er meget frostresistent og kan vokse på udsatte steder. Den bryder sig ikke om kalk.

Korte råd
Voksted -
Voksested

Sol til halvskygge, fugtig til et ikke for tørt voksested. Til parker, offentlige anlæg, trægrupper, vildhække og læbeplantninger.

jord -

Jord

Meget små krav. Sten-, sand- eller lerjord, selv i skiftevis våd og tør jord. Tåler kalk. Lidt følsom overfor pakket jord.

pasning -

Pasning

Hører ikke til problembørnene. Med flere års mellemrum fjernes gammelt og dødt ved fra de buskagtige el.

Billede

En anden måde at skelne arter fra hinanden på.
Bladene fra venstre mod højre rødel, hvidel og grønel.

Rødel
I moser træffer man ofte rødel (Alnus glutinosa). Dette hurtigtvoksende træ, der oftest forgrener sig ved basis, kan blive op til 25 meter højt. De ca. 8 cm lange hanrakler dannes i marts. Rødel kræver et meget fugtigt voksested og tåler oversvømmelse af kortere varighed. Træet trives lige så godt på mager sand- eller stenet jord som på en dyb, næringsrig humusjord. Ofte plantes rødel som forstærkning på diger og skråninger.

Hvidel
Også hvidel har lignende egenskaber og krav. Den vokser ved strande og på tørre jorde, men er meget mere følsom overfor oversvømmelser. Hvidel bliver et tyndt forgrenet, ca. 15 meter højt træ med mørkegrønne, til tider gråhvide blade. Selv uden løver det nemt at skelne hvidellens glatte, lysegrå unge skud fra rødellens rødsorte skud. Indenfor hvidel findes der nogle haveformer. Gulbladet hvidel (Alnus incana "Aurea") har gule blade om foråret, senere skifter de til gulgrønt. Selv barken har en orangegul nuance. "Pendula" er meget dekorativ med sine elegante hængende grene.

Billede

Hvidel, nærmere bestemt Alnus incana "Pendula"

 


ÅRSKALENDER
Forår Sommer Efterår Vinter
Forår

Marts-april: Hvidel eller rødel blomstrer før løvspring. El har lange hanrakler og små, ægformede hunrakler på samme gren.
April-juni: Grønel blomstrer.

Sommer

Juni-aug: Hele sommeren har den nøjsomme el sine friske, grønne blade. El er et nøjsomt træ eller busk, som trives på alle mulige voksesteder og i al slags vejr.

Efterår

Sept-nov: Indeni de forveddede kogler, er der små, lidt fladtrykte nødder, der falder ud mellem skællene når de er modne. Buskene beholder ofte sine blade helt hen i november.

Vinter

Dec-jan: Selvom vinteren genkendes ellen let på sine træagtige, hasselnøddestore kogler. Træet er vinterhårdfør og behøver ingen beskyttelse. Kun hjertebladet el kan tage skade af frosten.


kildemateriale Blomstrende Fritid
Last updated 14.11.2016
kommentarer ?