Biologi kontra kemi
Fordele ved biologisk bekæmpelse af ska­de­vol­de­re	Ulemper med kemisk bekæmpelse af ska­de­vol­de­re
De biologiske metoder er skånsomme for miljøet og påvirker ikke om­gi­vel­ser­ne.	Kemiske midler og rest­produkter af disse op­lag­res i vand, jord og i kul­tur­plan­ter­ne.
Biologiske midler oplagres ikke i jorden og efterlader ingen skadelig rest­pro­duk­ter.	Gensidig påvirkning mel­lem stoffer i jorden og or­ga­nis­mer­ne er for stør­ste­de­lens vedkommende uud­forsket.
Hvis nyttegørere bosætter sig permanent er det hel­ler ikke nødvendigt at bru­ge plantebeskyttelses mid­ler, resistente ska­de­vol­de­re forekommer ikke.	Gentaget brug af biocider (="livsdræbere") gør, at skadegørerne får øget re­si­stens mod disse midler.
I det lange løb er ens egen arbejdsindsats lille, for­hol­det mellem byttedyr og byt­te er selvregulerende.	Arbejdsindsatsen er meget større, da yderligere for­holds­reg­ler kræves.
Nyttegørere er spe­cia­li­se­re­de og forårsager ingen skade på andre planter.	Ved ikke fagmæssig an­ven­del­se forårsager de ke­mi­ske be­kæm­pel­ses­mid­ler skader på planter og mennesker.

tips Kom efter svampe Også mod svampe findes der virksomme naturmidler. I forebyggende henseende kan man anvende agerpadderokkevand, der har en forstærkende indvirken på planterne. Svovlholdige midler er virksomme mod ægte og falsk meldug uden at skade miljøet. I et uskadt, velafbalanceret økologisk system dukker der hurtigt organismer frem, der tager sig af meldugsvampene. Nogle eksempler er den gule toogtyveprikkede mariehøne samt visse arter af bladhvepse.