Bladlusene inddeles i 8 familier. De små, dråbeformede insekter suger plantesaft fra blade, grene og rødder og er grundet deres store formeringsevne et frygtet skadedyr. Det værste er ikke, at de suger plantesaft, men følgevirkningerne af deres angreb.

I værste fald overføres virussygdomme og desuden kan svampen, der forårsager branddug (sodskimmel) vokse i lusenes ekskrementer - den såkaldte honningdug.

Til denne store familie hører de fleste bladlus, der forårsager skader på vore nytteplanter. Disse lus er udrustede med rygrør - sifoner. Fra disse rør udskilles klæbrige blodceller som bogstaveligt skal lukke munden på eventuelle angribere. To frygtede repræsentanter for denne familie er dels den sorte bedelus, der om sommeren angriber næsten alle planter i haven, og dels ferskenbladlusen. Andre kendte arter er grønne og respektive røde æblebladlus, kirsebær-, ribs-, hindbær, rosen- ,salat-, kartoffel-, blomme- og ærtebladlus. Bladlus, der danner galler, kan let genkendes på deres store, hvide voksafsondringer på bagkroppen. Adskillige af disse lus f.eks. salatrodlusen (Pemphigus bursarius) forårsager galledannelser på de overjordiske plantedele. Den er 1,5-2,5 mm lang og er let at kende, dels fordi de sidder delvist gemt i et hvidt sekret, der udskilles fra bagkroppen, dels fordi de som navnet antyder sidder på rødderne.

Salatbladlusen (Nasonovia ribisnigri) er blandt de vigtigste bladlus på salat den er 2-3 mm lang, oftest mørk (oliven) grøn med karakteristiske sorte pletter eller striber. Antenne- og rygrørsspidser er sædvanligvis helt mørke. Den værste skade opstår, når lusene spreder salatmosaiksygen.

En velkendt repræsentant for gruppen er blodlusen. den angriber hovedsageligt æbletræer, sjældnere andre kærnefrugter. Blodlusen er en meget aggressiv bladluseart, der findes overalt i Danmark. Dyrets kropsvæske er rød og har givet insektet navnet blodlus. Skaderne, der opstår ved lusens sugning, forårsager blodlusekræft. Det er sår, der aldrig læger og yderligere forekommer der misdannelser i grenenes bark. Lusen angriber også rødder.

Grøn ananasgallelus lever næsten udelukkende på nåletræer, oftest grantræer. Fyr, lærk og ædelgran er hele sommeren mellemværter. Her lægges æggene og larverne overvintrer. Om foråret vender de vingede insekter tilbage til grantræerne. På grantræernes spæde skud kan man i maj måned se hasselnødstore ananasformede galler, som dannes af lusenes spyt og som oftest forveksles med små kogler. For at forhindre ananaslusenes formering knækkes gallerne af og brændes.

Den mest berygtede af alle bladlus er Phylloxera vastatrix, druelusen: Den tilhører samme underfamilie som ananasgallelusen. De er karakteriseret ved at mangle rygrørene. Den blev indført i 1860 fra Nordamerika og bredte sig hurtigt i Europæiske vinmarker og ødelagde de fleste af dem. Ved at anvende importerede amerikanske, resistente vinranker som grundstammer, blev de europæiske vinmarker bragt på fode igen. Når lusen angriber rodsystemet, udvikler planterne galler, der angribes af skimmelsvamp. Galledannelsen irriterer senere rødderne.

De fleste bladlus formerer sig på en kompliceret måde. De kan enten leve på en enkelt planteart eller på 2 til flere arter, som de veksler mellem sommer og vinter. Oftest overvintrer æggene. Af disse udklækkes vingeløse hunner, stammødre.

Stammødrene føder uden befrugtning flere stammødre ved såkaldt partenogenese (jomfrufødsel). Flere generationer fødes på denne måde og senere fødes også vingede individer. De vingede flyver over til nye værtsplanter f.eks. overvintrer salatbladlusen på buske af ribsfamilien og nye generationer af vingede eller uvingede individer opstår.

Om efteråret fremkommer gennem påvirkning af forskellige miljøfaktorer, en generation af både hanlige og hunlige individer, der parrer sig. Når æggene, der skal overvintre, lægges, er cyklusen slut.

Sørg for at planterne har det optimalt. Svækkede planter angribes først. Man skal også sørge for, at bladlusens fjender trives. Det er mariehønen, stinktæger, netvinger og de såkaldte guldøjer (bladlusløver), florvinger, blomsterfluelarver, rovmider og småfugle. Hvis man anvender gift dræbes også de fleste af disse dyr, der skulle holde bladlusenes antal nede.

Larver af svirrefluen er blandt de de hyppigst forekommende nyttedyr overfor bladlus. Svirrefluelarver lever alene af bladlus og er derfor helt afhængig af disse. Da en larve kan æde flere hundrede lus i løbet af sin levetid (2-3 uger) vil en enkelt larve f.eks. i et salathoved kunne reducere selv et større bladluseangreb. De voksne svirrefluer er helt afhængige af blomsterpollen og nektar.

Planter som honningurt, koreander og hjulkrone har vist sig effektive. Særlig honningurt har øget antallet af svirrefluer, forsøg har vist op til 50% færre bladlus i salatplanter der dyrkes sammen med honningurt.

Kemisk bekæmpelse har imidlertid flere uheldige bivirkninger. En væsentlig ulempe er, at mange nyttedyr, der lever af bladlusene, rammes utilsigtet og dør. Da mange nyttedyr tillige har svært ved hurtigt at genetablere sig, giver man dermed nye vingede bladlus et forspring uden deres naturlige fjender. Da en bladlus i en varm sommermåned kan blive til ca, 40 på 8-10 dage, er det tydeligt, at hver bladlus der ikke bliver ædt eller dræbt ret hurtigt, efterfølgende kan give årsag til store problemer.

En anden væsentlig bivirkning ved anvendelse af insekticider er udviklingen af insekticidresistens. I flere af vores nabolande samt i det sydlige Europa er der konstateret insekticidresistens over for de mest brugte insekticider, heriblandt pirimicarb og dimethoat.

Opdateret d. 4.5.2001