Retur til oversigt

Colvillei-gladiolus har små blomster, som værdsættes af blomsterdekoratører, da man kan lave smukke buketter med dem. De er mere spinkle og har ikke samme overdøvende virkning på andre blomster som de store, dominerende gladiolus. Havevenner planter dem mest på grund af den tidlige blomstring og de livlige, lysende farver.

Spinkle både i blomstring og vækst, sådan kan man kortfattet beskrive Colvillei-gladiolus. Den har fået sit navn af den engelske avler James Colville, ved hvis hjælp sorten for første gang så dagens lys i 1823. Han krydsede de to sydafrikanske arter Gladiolus tristis og G. cardinalis med hinanden. Disse kom til Europa med handelsskibe allerede i 1700-tallet.

Nogle småblomstrende sorter
Gruppe	Sort	Farve/midte
Butterfly	"Alice"	Lakse/rødgul
	"Blackpool"	Blegrosa/rødgul
	"Daily Sketch"	Lakse/rødgul
	"Donald Duck"	Citrongul/orange
	"Lady Godiva"	Hvid/grøn
	"Oberbayern"	Blå/råhvid
	"Surprise"	Gul/ildrød
Colvillei	"The Bride"	Kridhvid
	"Roseus"	Lysrosa
	"Rubra"	Karminrød
Nanus	"Cinderella"	rosa/rød
	"Nymph"	Hvid med røde pletter
	"Peach Blossom"	Blegrosa

Lys: Solrigt Blomstring: Juli - august Højde: 60 - 120 cm. Jord: Havejord

Første krydsning

Colvilles krydsning menes at være den første succesfulde krydsning af gladiolus. Resultatet, Colvillei-hybriderne, er forgængere til vore dages forædlede gladiolus. Det er bemærkelsesværdigt, at nogle af datidens dyrkede sorter stadig findes i handlen, og at de heller ikke er blevet mindre attraktive. Et godt eksempel på dette er den hvidblomstrede "The Bride".

Colvillei-gladiolus bliver omkring 60 cm høj og blomstrer fra juli til august. De sværdformede blade er grågrønne; og blomsterstanden består oftest af fire ensidigt siddende blomster. De tre nederste af de ialt seks kronblade har en tydelig, oftest gulfarvet plet. Blandt blomsterfarverne dominerer hvid samt forskellige nuancer af rosa og rød.

Et stort plus hos Colvillei-hybriderne er den tidlige blomstring. De blomstrer før deres større slægtninge. Denne eftertragtede egenskab er yderligere blevet forbedret hos dværggladiolus, Gladiolus x nanus. Den fremkom i Holland ved århundredeskiftet. Ofte skelnes ikke mellem Gladiolus x colvillei og Gladiolus x nanus.

Andre tidligt blomstrende gladiolus er sorter af Herold-gruppen, som bliver næsten lige så store som havegladiolus samt den lave men storblomstrede Gladiolus x tubergensis. Alle behandles på samme måde som Colvillei-hybrideme, hvad angår dyrkning og pasning.

PLANTEDOKTOREN Foruden gladiolusthrips, tørforrådnelse og gråskimmel forekommer også knoldforrådnelse, som forårsages af svampen Fusarium oxysporum, Den begynder sit angreb på knolden og kan ses ved svag vækst og rådskader, især på stængler og knolde. Angrebne planter bør brændes. Ved kraftige angreb bør man skifte voksested for at svampen ikke skal sprede sig yderligere.

Butterfly-gladiolus

Denne gruppe, en forbedret variant af de populære sommerfuglsblomstrede gladiolus, er opstået ved en krydsning af sorten "Papilio" med storblomstrede gladiolussorter og er mest kendt for de nye farver. Særlig bemærkelsesværdige er sorterne med blå nuancer.

Også disse har mindre blomster end havegladiolus, men har iøvrigt lignende egenskaber. De bliver mellem 80 og 120 cm høje, blomsterfarven er klar og meget mættet. Ind imellem ses tofarvede sorter. Kronbladene er oftest furede.

Butterfly-gladiolus er en relativt ny gruppe. De første sorter, som også går under benævnelsen mignongladiolus, kom frem i Holland i halvtredserne.

Voksested Solrigt, gruppevis og rabatter. Kombiner forskellige sorter for at forlænge blomstringstiden. Jord Dyb, sand- og humusrig lerjord. Gød med kompost eller staldgødning før plantningen. Pasning Knoldene overvintres køligt og frostfrit. Formeres med sideknolde. Høje sorter skal støttes.   En underbeplantning af pudedannende sommerblomster er fint til gladiolus

TIPS Knoldenes størrelse Blomstringen hos gladiolus afhænger ikke kun af sorten, men også af knoldenes størrelse. En knold med en diameter på 4-5 cm er tilstrækkelig stor. Mindre knolde blomstrer sjældent før det efterfølgende år.

Voksested

Gladiolus er en tropisk plante og skal have meget sol og varme for at trives. Naturligvis er de ikke vinterhårdføre på vore breddegrader. Derfor skal knoldene tages op af jorden før den første frost. Efter en omhyggelig rengøring, opbevares de på et mørkt og køligt sted. Det gør ikke noget, faktisk er det ønskeligt, at det yderste lag falder af ved rengøringen, det gør det bare nemmere at undersøge knoldene for skader og rådangreb.

I lighed med de store gladiolus er det svært at indpasse gladiolus af Butterfly- og Colvillei-grupperne i en eksisterende beplantning. Den stive, oprette voksemåde, de lange, ofte afstivede blade og de smalle blomsteraks gør det til en kunst at opnå et harmonisk helhedsindtryk. Er man mindre sikker i sin sag, er det bedst at plante gladiolus gruppevis i selvstændige beplantninger eller som "blomsterøer" i græsplænen.