Til forskel fra alle andre bønner er hestebønnen særdeles robust og ikke så følsom for kulde. Af den grund sås og høstes de meget tidligt. Hestebønnen er en ideel overgang mellem forårsgrøntsager og sommergrøntsager.

Den fyldte og kraftige smag kommer særlig til sin ret sammen med stegt kød eller flødesaucer, der krydres med sar. Også i tidligere tider var hestebønnen en værdsat ingrediens i madlavningen.

Afhængig af sort udvikler hestebønne en 70-120 cm høj, opret stamme med kraftige blade. På stammen dannes om foråret hvide eller sort-hvide blomster, fra hvilke bælgene senere vokser frem. De talrige, fyldte bælge kan blive op til 12 cm lange. Alt efter sort indeholder de op til otte, kantede, mælkehvide eller lysegrønne glinsende bønner, der høstes i halvmoden stand.

Hestebønnen trives bedst på middeltung, kalkrig jord, der før plantningen bør være løsnet lidt. Planten danner et forgrenet, dybtgående rodsystem, som kan nå meterdybt ned i jorden. Ligesom hos alle andre bælgplanter findes kvælstofproducerende knoldbakterier på rødderne, men trods dette skal hestebønnen have et ekstra kvælstoftilskud. Som grundgødning kan man give kvælstofgødning f.eks. kalksalpeter 10 g pr m².

Såning finder sted tidligt om foråret direkte på friland, hvis man ønsker en tidlig høst. Bønnerne er hårdføre mod kulde og tåler temperaturer ned til -4 °C. Afstanden mellem rækkerne bør være 45-50 cm og mellem planterne 20-25 cm. De lavtvoksende, buskede sorter kræver noget større planteafstand.

Da bønnerne skal 4-5 cm ned i jorden bør man lave en sårende eller anvende en planteske. Også sået i grupper, med tre til fire bønner i hvert plantehul, har vist sig at være egnet. Så snart bønnerne er kommet op tyndes de svageste ud, så de kraftigste får tilstrækkelig plads til at udvikle sig.

Spiringen påvirkes ikke meget af hverken kulde eller vand. Stående vand bør dog undgås, da de store bønner ellers kan tage skade.

I vækstperioden løsnes jorden med hakke og holdes så vidt muligt fri for ukrudt. For at planterne kan stå stabilt kan man hyppe jord op omkring dem. Så snart planterne har dannet bælge kan de yderste sideskud knibes af. På denne måde fremmes bælgenes vækst.

Ved varig tørke kræves vanding, især i blomstrings- og høstperioden. På magre jorde gives yderligere en gang gødning før bælgene udvikles.

Det rette høsttidspunkt er når bønnerne stadig er mælkehvide eller lysegrønne, og inden bælgene er blevet trådede og seje. Man begynder høsten tidligt på sommeren og fortsætter høsten helt hen i det sene efterår. Først plukkes bælgene nærmest jorden, derefter de midterste og til sidst de øverste, det vil sige de yngste. En plante høstes i ca. 2 uger. Lad modne bælge sidde og spred bønnerne når de er fuldt modne.

Hestebønnen hører til de planter, som indeholder meget protein, ca. 20- 30 %, og ca. 55% kulhydrat. Vær forsigtig med at spise rå, umodne bønner! Nogle mennesker får allergiske reaktioner af hestebønnen.

Hestebønnen har siden gamle dage været en afholdt køkkenurt i vort land -an har også kaldt den "valsk bønne", Hestebønnesuppe er en gammel svensk specialitet.

Hos visse sorter forbliver bønnerne hvide efter kogning og hos andre farves de brune, De sidstnævnte har den typiske hestebønnesmag Disse sorter er let genkendelige på de hvide blomster med sorte pletter.

Nogle af de sorter er: "Con Amore", meget tidlig og lavtvoksende, giver rigt udbytte; "Hedosa", middelhøj, robust og udbytterig; "Osnabrycker Markt", middel udbytte og højtvoksende.

Hvidblomstrende sort (hvis bønner forbliver hvide ved kogning) er: bl. a. "Major" med store, hvide bønner, der høstes inden de er modne. Hos sorten "Hangdown" er bønnerne grønne og meget fine.

De kraftigste bælge skal høstes inden skrællen bliver tyk og sej og mens bønneme er 1,5-2 cm store og stadig fine.

Last updated 24.2.2004