Estragon og malurt tilhører begge kurvblomstfamilien (Compositae). Medlemmerne af denne familie har blomsterkurve med rand- og/ eller skiveblomster. De her repræsenterede arter er nære slægtninge til ambra og bynke. Alle bærer samme slægtsnavn: Artemisia. Estragon (Artemisia dracunculus) hører hjemme i det mellemste og sydlige Rusland, i Sibirien og i det vestlige Nordamerika. I korstogenes tid spredte den sig også over Sydeuropa. De opretvoksende, urtelignende stængler kan opnå en højde på omkring 1 m. Bladene er lysegrønne og lancetformede, og ved berøring giver de en kraftig duft fra sig. I juli kommer de små blomsterkurve med gulgrønne blomster.

Man plejer at skelne mellem russisk og fransk estragon. Den russiske har matgrønne, kraftigt lodne blade og er i almindelighed mindre afholdt på grund af den relativt svage aroma og den bitre bismag. Den formeres let ved frø og er noget frostfølsom.

Fransk estragon med sine glinsende blade har en finere og mere aromatisk smag. Desværre kan denne form kun formeres vegetativt, dvs. med stiklinger og ved deling, og den er dertil temmelig følsom for frost. Begge former trives bedst på steder med sol og læ, i grøntsagshaven eller i urtehaven, eller sammen med høje krydderurter opad et stakit eller en mur. Man kan også dyrke estragon i store blomsterkasser på altanen eller i vindueskarmen. Planteafstanden bør være mindst 40 cm. Høje eksemplarer bindes op til en pind. Planterne har godt af regelmæssig gødning, mineralsk eller organisk.

Det første år efter plantningen kan man plukke enkelte kviste i april til umiddelbart brug. Det andet år er planten blevet kraftigere og det er muligt at samle et vinterforråd. Ved tørring mister estragon meget af sin aroma, men den er egnet til frysning. Efter det fjerde dyrkningsår bør planten deles. Skudspidser og blade kan anvendes til salater, saucer, fisk og råkost. Syltede agurker, græskar, vineddike og æblegele får en fin smag af krydderiet. Estragonthe har vanddrivende virkning.

Malurt (Artemisia absinthium) har dybt parfligede blade, som på undersiden er lodne. Blomsterne er små og gule. Malurt forekommer forvildet i Danmark, især i solrige vejkanter og på tørre strandvolde. Planten bliver mere end meterhøj og bør plantes på solrige steder. Jorden bør være porøs, dyb, humusrig, kalkholdig og relativt tør. En gang gødning skader ikke. Om efteråret skæres den ned til femten cm's højde og deling foretages med fem års mellemrum.

Bedste høsttid for blade og skud er om sommeren, før blomstringen. Det skrapt aromatiske krydderi bruges i små mængder i fede kødretter, vildt og gryderetter. I store mængder er malurt skadelig. Malurtthe (en, teskefuld tørret malurt pr kop) er lindrende på mave- og tarmbesvær.

500 gram friske, eller 50 gram tørrede blomster og blade koges op i 10 liter vand. Efter 10 min. sies urten fra. Den afkølede, koncentrerede væske sprøjtes, om aftenen, på planter og jord. Sprøjtningen har samme effekt som selve planten, og er virksom mod rust på ribs, mod jordlopper (f. eks. på kål og radisser) og mod bladlus.

Tidligere lagde man tørrede malurtblade i tøjet, for at forhindre mølangreb. Nogen afskrækkende virkning på møl er dog aldrig bevist. Siden tidernes morgen har malurt været symbol på bitterhed og er indgået i drikken absinth. I vore dage er malurt bedst kendt som krydderi i brændevin.

 

Last updated 24.2.2004