Selleri har været kendt længe hos os, både som grøntsag og som lægeplante. Kultursorter blev allerede indført fra Italien i Middelalderen.

Den vildtvoksende sort er udbredt over næsten hele jorden og anvendes i den farmaceutiske industri og i folkemedicinen. Den vokser mest på fugtige, saltholdige jorde og findes derfor mest i sumpede kystegne.

Sellerien tillægges vidunderlige egenskaber. Den regnes f.eks. fra gammel tid for et afrodisiakum, der kan styrke den fysiske kærlighed. De sunde egenskaber kan slet ikke betvivles. Den indeholder vitamin E og har et meget højt indhold af forskellige mineralstoffer. Desuden er den en af vore mest fiberholdige grøntsager, hvilket gør den særlig værdifuld i det moderne køkken.

Den tykskallede selleriknold har fast hvidt kød med en meget karakteristisk, kraftig smag, og anvendes derfor ofte til saltfattig diætmad. Kogt, dampet, moset eller paneret og stegt selleri smager altid godt. Også som råkost smager selleri meget fint i salater. Den kan rives eller skæres i små terninger, som dryppes med lidt citronsaft, så de ikke ilter sig sorte pga. jernindholdet.

For at få flotte selleriknolde skal man forberede jorden godt. Selleriens rodknold er næringsdepot og det er derfor forståeligt at sellerien er særlig næringskrævende, fordi den i løbet af vækstperioden skal opbygge et velfyldt forrådskammer.

Ved sædskifte skal selleri derfor være den første kultur som dyrkes. Jorden forberedes allerede om efteråret med kompost og organisk gødning. Rodudviklingen styrkes først og fremmest af kali. Derfor er kaligødning som organisk gødning og træaske meget velegnet.

Da selleri har en temmelig lang udviklingsperiode og desuden er ret sart overfor kulde, skal man så den tidligt inde eller i opvarmet mistbænk. Allerede i februar / marts sår man frøene i kasser med en let jord. Frøene, som knapt skal dækkes med jord, spirer bedst ved en temperatur omkring 16° C.

En til to gange skal stiklingerne prikles inden de til sidst, i slutningen af maj, når faren for nattefrost er ovre, kan plantes ud på en beskyttet plads.

Ungplanterne sættes i jorden med en afstand på 40-60 cm. De skal ikke alt for dybt i jorden, for så danner de ingen knolde. Det er godt for småplanterne, hvis man strør lidt træaske i plantehullet.

I vækstperioden skal planterne forsynes med rigelig næring og vand. For at jordens fugt kan holdes konstant, er det en god ide at dække med plantemateriale mellem rækkerne. Bregneblade som indeholder kali er f. eks. vældig gode.

Knoldene, der oftest rager lidt op over jorden, skal ikke dækkes. Det er vældig godt for kulturens sundhed hvis man vander et par gange med brændenælde-vand (læg nælder i en spand og overhæld med vand. Lad det stå nogle dage).

Når man køber sellerifrø skal man vælge sorter, der giver godt udbytte og er resistente overfor svampesygdomme. Nogle af de bedste sorter er " Alabaster" "Balder" "Snehvide" , "Tropa" og "Ruhm v. Zwijndrecht".
"Dolvi" , "lnvictus" , "lram" , "Magdeburger Markt" , "Neckarland" og "Sperlings Dolvi" er primært nyere tyske sorter med fine egenskaber. Bladene er kraftige og knolden fast og sprød.

Last updated 24.2.2004