Kartoflen var oprindeligt både et levnedsmiddel og skibsproviant. Senere blev den i flere hundrede år kun brugt som prydplante. I vore dage er den en af vore vigtigste næringskilder. Kartoflens historie begynder i Sydamerika, hvor den længe er blevet dyrket af indianerne. Den spanske erobrer, Pizarro, var den første europæer, der stiftede bekendtskab med planten. I 1526 opkrævede han kartoffelknolde som afgift af indianerne. I midten af 1500-tallet kom de første kartofler til Spanien og blev herfra spredt til hele Europa. Da ingen brød sig om planten, blev kartoflen i næsten 200 år brugt som prydplante i parker.

Sir Francis Drake indførte kartoflen i England og Irland, hvor den hurtigt blev basiskost. I Tyskland var det Frederik den store, der gjorde kartoflen populær. I flere krige har kartoflen bygget bro over hungersnød. Men bønderne vægrede sig længe mod at dyrke knoldplanten. Først senere da man forstod, at kartofler kunne erstatte det dyrebare korn til brændevinsfremstilling, kom kartoffeldyrkningen for alvor igang. I vore dage dyrkes kartofler på store arealer i hele verden - også i subtropiske regioner.

Rent botanisk regnes kartoflen for at tilhøre natskyggefamilien Solanaceae, og den er altså beslægtet med planter som tomat, tobak, belladonna, aubergine, bittersød og bulmeurt. Mange af disse planter er meget giftige. Hele planten bortset fra knoldene indeholder giften solanin. På engelsk hedder kartoffel potato. Det engelske ord stammer fra det spanske patata, som er en variant af det vestindiske batata.

Den spiselige del af kartoffelplanten er en fortykkelse af skuddene under jorden og ikke, som man ofte tror, en opsvulmet rod. Fra moderknoldens, læggekartoftens, øjne vokser der nye skud, fra hvilke der igen dannes nye kartofler.

Dyrker man sine egne tidlige kartofler, skal man holde øje med termometeret. Er der risiko for nattefrost om foråret, når planterne er kommet op, bør man dække dem over om natten. Der findes tidlige og sene, melede og faste kartofler, og der findes kartofler, der passer til forskellige jordarter. Blandt de tidlige sorter er der flere, som let angribes af svære sygdomme.

Det er bedst at forspire læggekartofler. Læg kartoflerne når jorden er klar til det og har en temperatur på ca. 7-8 grader. Knoldene lægges overfladisk, i ca. 10 cm's dybde, i række og med en afstand af ca. 30 cm. Vær forsigtig med spirerne og placer knolden med spirerne opad. Afstanden mellem rækkerne bør være 30-45 cm.

Når de første grønne blade viser sig, er det tid til at luge og fjerne ukrudt. Herefter hyppes jorden op omkring planterne. Hyp flere gange i løbet af sæsonen, så solens stråler ikke når knoldene. Lyset farver dem grønne og gør dem solaninholdige og giftige. Hypning fremmer også nydannelsen af rødder fra plantens nederste del, som bliver til kartoffelknolde. Herved opnås større udbytte.

Afhængig af sort og vejrforhold er kartoflerne klar til høst i løbet af 70-150 dage. Tidligere sorter tages op i juli, sene i agust-september. Hos de tidlige sorter ser man på de udsprungne blomster, når det er ved at være tid at grave efter nye kartofler. Med vinterkartofler bør man vente til toppen er brunfarvet. Vær forsigtig ved opgravning. Behandl hver kartoffel som om den var et æg.

Last updated 24.2.2004