Den gamle klassiske rosenportal oplever nu sin renæssance. Hvorfor skulle en sådan ikke kunne gøre vore haver mere levende og interessant, når den tidligere var så almindelig i haver og parker? En mere smuk entre til haven kan man næppe tænke sig.

Særlig flot virker rosenportalen, når den rejser sig midt i en lang havegang. Visuelt deler portalen gangen i to dele, og efter nogle år er hele portalen klædt i slyngende grønt.

Med ganske enkle midler og relativ lille arbejdsindsats kan man få sinegen rosenportal. Selve opbygningen behøver ikke at være noget problem. Den mest enkle konstruktion består af et træstativ lavet af imprægneret træ.

Forgangne tiders haveportaler var ofte sirligt konstrueret af stål og støbejern. Den fingernemme kan idag selv lave en buet portal af 20 mm rundstål, der svejses sammen med ringe eller tværstiver. Portalen skal forankres i jorden med beton. Desværre findes der sjældent færdige portaler som samlesæt.

Uanset om skelettet er lavet af træ, metal, plast eller sten er det tilstrækkeligt med to stabile sidestykker og et stabilt tværstykke af disse materialer for at støtte og forme slyngroserne. Stenportaler havde stor betydning i antikken, men i vore dages små haver kan de give et monumentalt indtryk.

Det er vigtigt at sikre en god forankring i jorden, så portalen kan modstå både blæst og tyngde. Man skal huske på, at ældre, opvoksede slyngroser kan belaste konstruktionen med flere hundrede kilo. En træstolpe, der fæstnes med flad- eller vinkeljern på en betonsokkel, er godt beskyttet mod råd, Men det er ikke fornuftigt at støbe træ ned i beton, det svinder når det tørrer, og vil derefter stå i det nedsivende vand. Stolpernes øverste ende skal skæres skråt, så regnvandet løber af.

Imprægneret træ, som man graver ned i jorden, uden støtte af beton kan holde til vejr og vind og modstå råd i ca. 10 år. Ønsker man en konstruktion, der holder længere, kan man købe færdigblandet beton og jernankre i byggecentre.

Klatreroser klatrer faktisk ikke. De udvikler lange, slyngende skud, der ved hjælp af torne hager sig fast til den støtte de har. Da roser ikke har hæfteskiver som rådhusvin og heller ikke klatrer ved hjælp af bladstænglen, som klematis gør, kan den ikke fæstne sig til en glat overflade. Uden støtte og opbinding falder de tunge grene til jorden. Derfor skal stolperne være sammenholdt af tværstivere, der skal sidde med ca. 30 cm mellemrum.

Bløde, unge grenskud støtter sig mod træet, og efter nogen tid har de fået et fast greb om portalen. Binder man de grønne, unge skud op med bast, understøttes rosens klatring. Desuden kan man sørge for, at grenene fordeles så kønt som muligt.

Trods opbinding kan det tage flere år inden rosenportalen vokser sammen. Når grenene er vokset sammen, øges portalens omfang hvert år.

Klatreroser beskæres ikke så kraftigt som almindelige roser. De skæres hvert år næsten tilbage på nær 3-4 skud. Hos klatrerosen fjerner man bare svage skud og tørre grene.

Roserne plantes forår eller efterår. Krukkedyrkede roser kan plantes hele vækstperioden. Planter med rodklump plantes direkte på voksestedet uden beskæring, mens de øvrige planters grene beskæres til halv længde. Ved beskæring bortskæres grenene ca. en halv centimeter over et øje. Forædlingsstedet skal ligge 3-5 cm under jorden.

Hvis man planter en rose på hver side af portalen, vokser den hurtigere sammen. Man kan også plante to forskellige rosensorter. På den måde kan rosa, gule eller hvide roser blomstre samtidigt. Sorter som blomstrer en gang (som "Flammentanz" og "Paul's Climber") blomstrer i juni-juli, mens de remmonterende sorter (f.eks. "New Dawn" og "Coral Dawn") blomstrer fra forsommer til efterår.

Last updated 23.2.2004