Mange af vore bærfrugter, f.eks. hindbær, brombær og blåbær er oprindeligt vilde arter fra vore skove. Også skovjordbær hører til disse, og i naturen vokser den i skovbryn, krat og vejkanter. Allerede tidligt blev den en værdsat haveplante.

Vore almindelige jordbær og skovjordbær hører til samme slægt. Den oprindelige art Fragia virginiana kom fra Nordamerika til Europa i 1600-tallet. Men allerede langt tidligere forstod Europas lækkermunde at værdsætte skovjordbær.

Så tidligt som hundrede år før vores tidsregning, begyndte de romerske digtere Ovidius og Vergilius at berømme skovjordbærrets uforlignelige aroma.

Foruden skovjordbær (F. vesca) findes der yderligere en hjemlig art. Bakkejordbær (F. viridis) kan let forveksles med skovjordbær. Kun ved at frugterne ved modenhed omsluttes af det grønne bæger, kan man adskille bakkejordbær fra sin mere velsmagende slægtning, der er forsynet med udstående bægerblade. Bakkejordbær har en lidt flad smag.

Betydelig mere aromatiske er frugterne hos spansk jordbær (F. moschata), som af og til findes forvildet i naturen. Denne art er varmekrævende og desuden ikke så almindelig som skovjordbær.

Karakteristisk for denne er de høje blomsterstande, der skyder op ovenover bladene og dels frugterne der sidder hårdt fast i bægeret. Skovjordbærret er meget lettere at plukke.

Skovjordbær har været dyrket i europæiske haver siden 1400-tallet. Vildplanterne blev gravet op i skoven og plantet i haverne. Med den rette pleje bærer de rigeligt med frugt. Efterhånden opdagedes flere varieteter, blandt andet en uden udløbere og en remonterende ("Semperflorens"). Ved en krydsning med spansk jordbær opstod de i vore dage så populære månedsjordbær. Men selv de dyrkede frugter er små. Ikke før jordbærrets ankomst fra Nordamerika kunne man dyrke rigtgivende sorter med større frugter.

Også i haven bør skovjordbær have et voksested i halvskygge. Plant aldrig denne skovplante på åbent land, så hellere i nærheden af buske, hvor de kan sprede sig efter eget ønske.

Det er specielt vigtigt, at skovjordbær får en humusrig jord, der forbedres med en portion formuldet kompost. Anvend ikke mineralsk gødning. Et kvælstofoverskud forårsager bare, at planterne løber i vejret og at frugternes smag bliver flad.

Vi har vel alle været på en skovtur og ladet os friste af de søde, små frugter i vejkanten. Karakteristisk for skovjordbær er de lysegrønne, trefingrede blade med behårede stængler og udløbere. De vokser i halvskygge i lyse skove, krat og i lysninger på en nærings- og humusrig jord. Oftest forsvinder de helt blandt større planter.

Fra og med maj springer de små, cremefarvede blomster ud, fra hvilke der i slutningen af juni til august kommer frugter. Frugterne er såkaldte stenfrugter, hvilket indebærer at de små, grønne nødder udenpå de røde, kødfulde blomsterbunde er de egentlige frugter.

I naturen formerer planten sig ved hjælp af disse frugter, der spredes af dyrene. Hjemme i haven er det først og fremmest udløbere, der spreder planten.

Præcis som hos jordbær kan udløberne fjernes fra moderplanten og omplantes. På et egnet voksested kan man dog lade skovjordbærret så sig selv. Med et par års mellemrum kan man dog fjerne de gamle og svage eksemplarer.

Skovjordbærrets frugter bliver sjældent mere end centimeterstore, men deres intensive aroma giver dem en kraftig fordel fremfor jordbær, hvis nu nogen skulle finde på at sammenligne disse to størrelser.

Bægeret åbner sig helt, når frugterne er helt modne, men desværre har de en tendens til at falde af kort tid efter. Derfor bør man kontrollere dem regelmæssigt for at se, om de er modne tilhøst.

Frugterne smager bedst som nyplukkede, men de kan også anvendes til bagværk, syltetøj og saft. Høsten er måske lidt besværlig, men belønningen kommer, når man nyder de nyplukkede skovjordbær.

Last updated 22.2.2004